Fuel Race Tips
"Vær forudseende og opmærksom i trafikken og tilstræb en glidende kørsel.Undgå unødvendige opbremsninger, overhalinger og hold afstand"

Økonomikørslens ABC

Der kan være op til 20-30% forskel i brændstofforbruget  mellem forskellige måder at køre bil på. At køre brændstoføkonomisk betyder ikke nødvendigvis at man skal køre langsomt, men at køre lidt mere forudseende og lidt mere grønt.

Vil du sikre dig en god placering i løbet, så følg nedenstående tips, og begræns brugen af elektrisk udstyr som el-bagrude, aircondition, etc. Aircondition alene øger forbruget med op til 10 procent.

Økonomikørsel
Kørestil hvor man undgår voldsomme accelerationer og i det hele taget sørger for en glidende kørsel ved moderat hastighed (modsat sportslig kørsel).

Sportslig kørsel
Såkaldt sportslig kørsel er en kørestil med hurtige accelerationer og høje hastigheder i sving. Hurtig acceleration får man ved at træde speederen i bund og køre bilen langt ud i gearene. Modsat kører man økonomisk ved at skifte hurtigt til højere gear og køre med en let fod på speederen. Som havde man et æg mellem foden og speederen. 

De fleste bilister ligger et sted imellem sports- og økonomikørsel og ved at skifte til ren økonomikørsel, kan man spare 10-15 procent af brændstofforbruget. Det betyder, at en bilist, der kører 40.000 km om året i en bil, der kører 15 km/l, kan spare op til 400 liter benzin eller 4.000 kroner årligt, ved blot at følge nogle enkelte gode råd. 

Dæktryk
Dæktryk har stor betydning for sikkerhed, komfort og ikke mindst for brændstofforbruget. Et dæktryk, der er 0,5 bar for lavt, øger forbruget af brændstof med to-tre procent.

Last og vægt
Unødvendig last i bilen øger brændstofforbruget. For hver 100 kg ekstra vægt, bruger bilen op til fem procent mere brændstof ved landevejskørsel og endnu mere ved bykørsel.

Fart
Den samme bil, som under kraftig acceleration bruger brændstof svarende til cirka 2,5 km/l, kan ved jævn hastighed og glidende kørsel komme op på cirka 25 km/l. Altså en faktor 10 til forskel. Uden for byerne er det især farten, der tæller. En bil der ved 70 km/t kører 15 km/l, kører ved 90 km/t kun omkring 12,5 km/l og ved 110 km/t er økonomien faldet til 10 km/l.

Tagbagagebærer og bagageboks
En bagageboks på taget øger forbruget med cirka 10 procent ved blandet kørsel og med op mod 20 procent ved 110 km/t. En cykelholder med to cykler bagpå øger brændstofforbruget med cirka 10 procent. Anbringes cyklerne på taget, er merforbruget 20-30 procent.

Trailer og campingvogn
Kørsel med campingvogn øger typisk bilens brændstofforbrug med 40-60 procent, mens kørsel med en almindelig trailer afhænger af trailerens størrelse og last

Kolde ture og koldstarter
En kold motor bruger langt mere brændstof og forurener tilsvarende mere end en varm. Selv ved en udetemperatur på 20 grader bruger bilen den første kilometer ca 70% mere brændstof end en en varm motor, og stadig 20% mere efter 5 kilometers kørsel. Ved frysepunktet ændres disse tal til henholdsvist 200% og 60%. En motorvarmer er en god investering.

 

 

 

Læs mere om ALD Automotive på vores hjemmeside www.aldautomotive.dk eller log direkte ind på din personlilge ALD-side via my.ald.dk

Link: http://www.aldautomotive.dk